Så er haven igen fyldt med visne blade – øv!

Fra de dybeste afkroge af en bonus paters sind

0
98

Lige så meget jeg elsker træerne om foråret og om sommeren hvor de står smukt med deres grønne blade og svejer i brisen imens fuglene synger smukt, lige så træt er jeg af at have og fortov bliver fyldt med tørre visne blade. Jeg er af den faste overbevisning at alle bladene på grunden ikke er fra vores egne træer. Det er min helt oprigtige tro at der et sted i Danmark, fra tid til anden, vågner et menneske, går ud i haven, spærrer øjnene op og råber “Skat! Du tror det er løgn, men stormen har blæst alle bladene væk fra haven – der er ikke et eneste tilbage!” Det kunne være man for sjov skulle prøve at råbe sådan en søndag morgen hvor naboerne er i haven, bare for at se deres reaktion. Lidt ligesom dengang jeg boede i lejlighed og jævnligt jublede højlydt når der var lottotrækning i fjernsynet.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor meget tid husejere, viceværter og offentlige instanser bruger på at opsamle og bortskaffe bladene. Findes der virkelig ikke en bedre løsning? Jo, en kompost vil nogen måske sige. Jeg tænker, mere i at hvis det er blevet hipt at lade skægget gro ukontrolleret – hvornår bliver det så super moderne at lade bladene ligge og danne en form for skovbundsgrund?

Hvad med et mini-bioethanol anlæg, som omdanner bladene til energi? Så er vi selvforsynende fremover. Alternativt kunne hver grundejerforening splejse til et enkelt anlæg og give det, som en “præmie”, til den af naboerne, som ikke deltog i generalforsamlingen. Vedkommende ville så få et incitament til at akkumulere blade til sit bioethanol anlæg – og helt af egen fri vilje indsamle blade fra alle haverne i kvarteret. “Jo, selvfølgelig må du da få vores visne blade, kære nabo – men du skal selv samle dem sammen.” Jeg tror jeg har fat i noget her.

At fælde træerne på grunden er ikke en option. Som nævnt elsker jeg de grønne træer – særligt frugtræerne. Af en eller anden grund har det altid interesseret mig mest at passe og pleje de planter og træer, som jeg kan spise. Prydplanterne interesserer mig ikke rigtigt. Dem kan man jo ikke spise.

Måske kan I fornemme hvor træt jeg er af årligt at samle blade. Kunne bladene så falde af på én gang! Men nej, træerne sjat-taber bladene. Når det er blevet så slemt at man ikke kan forsvare at lade dem ligge, holder de på bladene indtil jeg har opsamlet alle de tørre blade på jorden. Så, giver de slip igen! Nærmest som når babyer får en ren ble på.

Jeg orker det ikke i år. Jeg tror jeg lurepasser og afventer næste blæsevejr. Med lidt held bliver det denne gang MIG, som vågner op til en bladfri have.

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY