Hvordan skal vores børn behandles når de bliver gamle?

2
110


Er der noget som er hårdt ved at være forælder, er det at tænke på ens små børn en dag skal blive gamle og dø. Det river mit hjerte i stykker at tænke på det.

Forleden passerede jeg en ældre mand, som med usikre ben gik langsomt af sted på fortovet med sin rollator uden for de lokale ældreboliger. Han var iført løse grå jogging-bukser. Bag på jogging-bukserne var der klatter, formentlig fordi han havde siddet i noget mad uden at vide det. Det gjorde mig ondt at tænke på, at dette kunne være en af mine egne børn engang i en, heldigvis, fjern fremtid.

Tankerne kørte videre til ældre-politikken her i landet. Ikke så meget af hensyn til mig selv, selvom jeg – om alt går sin naturlige gang (bank under bordet) – selvklart bliver gammel før mine børn. Jeg skal nok klare mig på den ene eller den anden måde. Nej, ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til mine børn.

Selvfølgelig skal vi behandle vores ældre godt og med respekt. De har betalt skat og bidraget til samfundet hele livet. Det står, for mig, ikke til diskussion, at man har ret til og krav på en værdig alderdom. Men har alle krav på det samme?

Min mormor, som desværre er gået bort, havde gennem hele sit liv spinket og sparret. Hun arbejdede som plejer, var enlig og boede i hus. Med sin løn som plejer, betalte hun egenhændigt sit hus ud og sparede iøvrigt en mindre formue op i obligationer. Det kunne hun, fordi hun levede særdeles nøjsomt. Hun kom fra trange kår. Var fra en større søskende-flok i en landarbejderfamilie. Og sådan levede hun. Hun var skam gavmild over for os børnebørn, men decideret nærig over for sig selv. Hun tillod ikke sig selv mange glæder – ihvertfald ikke hvis de kostede penge.

Skal det ikke belønnes?

Det bliver det ikke i dagens Danmark. Da hun blev dement og kom på plejehjem, var beskeden fra kommunen at hun selv skulle betale for sin plejehjemsplads, da hun jo havde en betragtelig formue. Havde hun ingen penge haft, havde de selvfølgelig dækket omkostningerne!

Da hun døde, var kassen tom. Hendes formue, som var samlet gennem et helt liv hvor hun havde spinket og sparet af en beskeden løn, var væk. Hvad havde hun fået for den? Intet, tør jeg godt at sige. De beboere, som ikke selv havde penge, havde fået præcist den samme bolig, den samme mad, den samme behandling. Hvor er logikken og det rimelige i det?

Hun havde intet arvet, intet fået, intet vundet – hun havde sparet hver en krone sammen ved hårdt arbejde – og selvfølgelig betalt sin skat af hver en krone. Havde hun i stedet brugt hver en krone, fremfor at spare den sammen, ville kommunen have betalt plejehjemspladsen.

Det har jeg det svært med.

Hellere ser jeg et princip, hvor alle får det samme, uanset opsparing.

Det eneste alternativ er, at man kan købe sig til ekstra. En god veninde bosat i Baden-Würtemberg, Tyskland, fortalte mig engang at man der har tre plejeniveauer. Alle er garanteret et standard niveau, men har mulighed for at opgradere til niveau to eller tre, mod betaling. Denne model lader sig ikke direkte overføre til danske forhold da en stor del af ældrebyrden i Tyskland bæres af familien og sociale (private) forsikringer. Men man kan godt lade sig inspirere, tænker jeg.

Her ved jeg godt at kæden hopper af i hovedet på mange danskere; Jamen hov, så er der jo nogen, som kan få mere end andre! Nej, det er der
ikke. Der er nogen, som kan købe sig til lidt mere end andre – af penge, de selv har sparet sammen. Således får man valget imellem at bruge sine penge nu, eller lægge mere til side.

Tænk om min gamle mormor, som havde sparet hele livet, enten kunne have fået sin plejehjemsplads betalt som de, der ikke havde sparet hele livet. Eller alternativt kunne have fået noget for sine penge. Tænk om hun kunne have fået et lidt større værelse, en bedre udsigt, mulighed for oftere at få serveret sin livret eller noget helt andet. Så ville min retfærdighedssans blive tilfredsstillet.

Selvom, når man kender hende, hun jo alligevel aldrig ville unde sig selv den luksus.

Om det er den ene eller anden model, ønsker jeg vi behandler vores ældre med respekt og giver dem en værdig alderdom. Husk det er vores egne børn, som på sigt skal være de gamle i systemet. Den gamle mand på fortovet med de plettede jogging-bukser har også engang været nogens lille elskede dreng. Men blot at tage fra dem, som selv kan betale og betale for dem, som ikke selv kan betale, er ikke en model, som holder!

Hvad mener I? Deltag gerne i debatten, ved at skrive din kommentar nedenfor.

 

2 COMMENTS

  1. Jeg er med på hvad du siger, så længe – og det er meget vigtigt!- at det som alle får er nok til at kunne leve værdigt og godt! Nogle mennesker har reelt ikke mulighed for at spare nævneværdigt op, trods de arbejder hele deres liv. Det bliver nemt en glidebane hvis der gradvis lempes på ydelserne fordi systemet (velfærdsstaten) “regner med” at man sørger for sig selv. Det sagt ønsker jeg også at vi kunne tage større ansvar for vores egne ældre i familien – og her taler jeg om omsorg og samvær. Vi har desværre en kultur hvor alderdom ikke har nogen værdi

  2. Helt enig i Kenneths indlæg.

    Vi skal sørge for, at ældre borgere får et værdigt liv i deres alderdom. De har været med til at bygge vores demokratiske samfund op, så vores infrastruktur virker, også med hensyn til transport, vuggestuer, skoler, hospitaler og plejeboliger mm. Vi har opnået et velfærd, som mange uden for vores grænser gerne vil have.
    Men det skal ikke være sådan, at fordi man har sparet op i gennem et helt arbejdsliv og betalt sin skat, så skal betale mere end øvrige borgere der ikke har haft samme mulighed, når man som ældre skal på plejehjem. Man skal vel ikke straffes fordi man vil sætte penge til side, for at forsøde sin alderdom?

    Vi skal tage hånd om de svage i samfundet, men vi skal også sikre at der er plads til dem der selv kan.

    I øjeblikket er der i pressen kedelige “nyheder” om behandlingen af vores ældre i plejehjemmene, det kan vi ikke være bekendt – det er uværdigt!

LEAVE A REPLY